Gå til hovedindhold

En faglig undring nedbragte antallet af svampeinfektioner på plejehjem

På Bøgely Plejehjem har en fælles og målrettet indsats nærmest udryddet infektioner i huden. Indsatsen blev iværksat af to sygeplejersker, der med deres leder og faglighed i ryggen ønskede at gøre mere end blot at behandle - de ville udfordringerne til livs på en ny måde.

Indhold

    Svampeinfektioner i huden var tidligere en tilbagevendende udfordring på Bøgely Plejehjem – særligt i sommermånederne. Men to sygeplejersker, Camilla Foss Michelsen og Janne Vanting, satte gang i en ændring.

    De oplevede, at infektionerne ofte kunne forebygges, hvis man reagerede tidligere. Derfor tog de initiativ til en ny fælles tilgang: at reagere allerede ved de første tegn og bruge enkle, forebyggende tiltag, fx håndkøbscreme.

    Sammen med ledelsen fik de organiseret undervisning, lavet en fælles algoritme og sat fokus på videndeling og systematik. Det var ikke et stort projekt, men en målrettet faglig indsats drevet af dem selv og bakket op af kollegaer og leder.

    “Det handlede om at bruge vores faglighed mere konsekvent – og om at have tillid til, at vi godt selv kunne vurdere og handle,” siger Camilla Foss Michelsen.

    På to år er antallet af infektioner faldet fra 41 til 5. Men vigtigst af alt: Beboerne oplever mindre ubehag og mere nærvær i plejen.

    Charlotte Søgaard Thomsen, leder af plejehjemmet, fremhæver, at initiativet er et tydeligt eksempel på, hvad der sker, når medarbejdere får rum og opbakning til at handle på deres faglige dømmekraft.

    “Det er ikke komplekse løsninger, der har gjort forskellen – det er medarbejdernes faglige blik, engagement og evne til at tage ansvar,” siger hun.

    Du ved bedre

    Casen fra Bøgely viser, hvad der sker, når man som medarbejder tør bruge sin faglighed – og når ledelsen har tillid til den. Det er kernen i dogmet “Du ved bedre”:
    At det giver mening at handle på dét, man ved – frem for at vente på, hvad man "plejer".