Gå til hovedindhold

Når overskud bliver til omsorg - overskudsmad gives som akut hjælp

I Hedensted Kommune bliver overskydende måltider brugt som akut hjælp til borgere i sårbare situationer. Et eksempel på, hvordan samarbejde og faglighed kan gøre en stor forskel.

Indhold

    God mad – som tidligere blev kasseret

    I centralkøkkenet i Rårup er der hver uge enkelte køleretter i overskud. Måltiderne kan ikke sælges som en del af den visiterede madservice, men både kvalitet og holdbarhed er intakt. Alligevel er maden tidligere blevet kasseret.

    Det var her, idéen opstod.

    “Det føltes forkert at smide maden ud, når vi samtidig ved, at der er borgere, som indimellem står uden mulighed for at få et ordentligt måltid mad,” fortæller Dorthe Paysen, ernæringsassistent i centralkøkkenet i Rårup.
    “Maden er god, og behovet er der – så hvorfor ikke prøve at bruge det overskud, vi allerede har?”

    Dorthe Paysen, Ernæringsassistent

    Akut hjælp, når behovet opstår

    Kommunen oplever nogle gange, at borgere i akutte og sårbare situationer pludselig kan stå uden netværk, økonomi eller evne til selv at sikre sig mad. I de situationer er behovet ikke en langsigtet plan. Et menneske har brug for hjælp her og nu.

    På initiativ fra Dorthe Paysen blev de overskydende køleretter derfor gjort tilgængelige for kollegaer, så de kunne bruges til borgere i akutte situationer. Ordningen startede i én del af kommunen, men er nu udbredt, så kollegaer i Social Omsorg i hele kommunen kan gøre brug af den. 

    “Det her er ikke den endelige løsning på at hjælpe på den lange bane,” siger Lina Lindstrøm Mortensen, leder af Mad & Måltider.
    “Men det er et konkret og værdigt greb, som giver medarbejderne mulighed for at handle, når de står i en akut situation med en borger.”

    Et midlertidigt greb – med stor betydning

    I dag betyder ordningen, at medarbejdere hurtigt kan hjælpe borgere i særlige tilfælde med et færdigt måltid mad. Et måltid, der ellers var blevet kasseret, kan gøre en mærkbar forskel i en svær situation.

    “For borgeren kan det være forskellen på at gå sulten i seng eller få lidt ro på,” siger Lina Lindstrøm Mortensen.
    “Og for os som kommune giver det mening at bruge vores ressourcer klogt, mens vi arbejder videre mod mere permanente løsninger.”

    Fajlfri i praksis

    Initiativet reducerer madspild, hjælper vores borgere - og så viser det, hvad Fajlfri kultur er i praksis:

    At vi bruger faglige dømmekraft og samarbejder.
    At vi tør justere praksis, når noget ikke giver mening.
    Og at vi handler til gavn for borgerne – også før den perfekte løsning findes.

    “Det er egentlig en lille ændring,” siger Dorthe Paysen.
    “Men det føles rigtigt. Og nogle gange er det netop der, vi skal starte.”

    Læs andre Fajlfrie historier her